En ny cykelsti mellem Svenstrup og Hammel er onsdag eftermiddag blevet indviet. Stien har været et borgerønske gennem 50 år.

Af Mathilde Brander og Sofie Munch

Onsdag eftermiddag er en ny cykelsti mellem Svenstrup og Hammel blevet indviet, og det er til borgernes store begejstring. Den første cykeltur stod Borgmesteren i Favrskov, Nils Borring, selv for, da han sammen med borgerne cyklede de 1,8 kilometer fra Svenstrup til Regnbueskolen i Hammel, hvor begivenheden skulle foregå.

Cykelstien forventes at have kostet 5,3 millioner kroner, og er en del af den cykelplan, som Favrskov kommune lagde i 2015. Her har kommunen fået lagt en række nye cykelstier, for at gøre det mere attraktivt for borgerne at hoppe på cyklen. Kommunen menes ikke at have reelle opgørelser over, hvor mange cyklister der har cyklet på strækningen, før cykelstien kom til, eller om der er sket færdselsuheld på strækningen, fortæller Anders Christensen, formand for Teknik- og miljøudvalget i Favrskov kommune. Han fortæller tilmed, at de cykelstier der er anlagt i kommunen tidligere, ikke har haft den ønskede effekt. 

”Det er vores ønske og håb, at de bliver brugt. Men hvis vi skal se økonomisk og nøgternt på det, uden det psykologiske aspekt – så er det forsvindende lidt, der bruger de cykelstier, vi har anlagt de sidste par år,” siger Anders Christensen.

Borgernes store ønske

Cykelstien har været et ønske hos borgerne i mange år. Ifølge borgmesterens tale ved indvielsen har den lokale borger Svend spurgt efter cykelstien i 50 år. Og det ér også borgernes stærke ønske, der har været grundlæggende for, at cykelstien overhovedet er blevet anlagt. Men, borgmesteren erkender, at der i politik er flere ting på spil, når en økonomisk beslutning af denne størrelse, skal træffes.

”Cykelstien kom op i en valgkamp, og i valgkampe kommer der nogle gange ting frem, som ikke altid er det klogeste, men det er der måske stemmer i,” siger Nils Borring. 

Nils Borring er dog fortrøstningsfuld omkring cykelstien mellem Hammel og Svenstrup. 

”Den vil ikke tjene sig selv ind, men vi får noget for pengene. Jeg kommer jævnligt forbi, og det er en af de stier, som jeg kan se folk bruge. Jeg tror, det er en rigtig godt investering, selv om det er mange penge,” siger Nils Borring.  

For at undgå den trafikerede vej, har borgerne indtil nu kunne køre en omvej af Viborgvej, som er blot 300 meter længere end den nye cykelsti.

”Derfor sagde den tidligere borgmester, at de ikke kunne få den her sti. Men nu har de så fået den,” siger Nils Borring  

Se mere om indvielsen af cykelstien her.