Hammels butikker har, som så mange andre, været hårdt ramt af corona-nedlukningen. Lokalbefolkningen skal være med til at få dem på rette spor igen. 

Af Sofie Engberg Munch

Hammels borgere er gode til at handle lokalt, og det skal hjælpe butikkerne i Hammel med at komme sikkert igennem den usikre corona-krise. Hammel Handel er glade for interessen om at holde bylivet i live.  

”Borgerne er ikke interesseret i, at byen dør. De har set, hvordan det er, og derfor tænker de lidt ekstra over at handle lokalt. Corona har givet en anden forståelse for, at vi ikke kan noget uden hinanden.” Det fortæller Lise Reese, næstformand for Hammel Handel.

Hammel Handel er den lokale handelsforening med 60 medlemmer. De har kunnet se en generel stigning i salget, efter byen har ligget øde hen. 

”Det var ligesom i Lucky Luke, hvor byen bare var tom. Der var intet liv,” siger Lise Reese. 

Lokalbutikkerne giver et socialt byliv

En af dem, som er glad for det lokale byliv, er Inge Jensen. Hun handler mest i Hammel, og har tænkt en ekstra gang over, at der skal købes lokalt. For hvis ikke de støtter lokallivet, så dør byen. Det er nemlig kendte ansigter og god service, som hun bliver mødt af.

”De er søde, flinke og rare. Og så møder jeg næsten altid, nogle jeg kender, og får en snak. De (Hammel Handel) laver også nogle arrangementer som Halloween. Jeg skal altid ned og kigge, og så ender jeg næsten altid med at købe noget,” siger Inge Jensen.

Marianne, som ejer dametøjsbutikken Ketty Skou, er også glad for det sociale liv, som det lokale giver. Hun kalder sine kunder for verdens bedste. 

”De har tjekket op på mig lige da krisen startede, og jeg var alene i butikken, og nogle af dem har også kommet med frokost,” fortæller Marianne.

Hos Sportsmaster i byen er lokalbefolkningen også en vigtig del af deres handel. De lokale sportsforeninger er især dem, som hjælper butikken og bruger den. Her kan de under normale omstændigheder få lov til at holde arrangementer i klubben.

”De lokale kommer for at støtte op om butikken i stedet for at tage i de større butikker, primært fordi det er en mindre by. Vi har normalt mange klubaftner, hvor de får specielle tilbud. Det kan de ikke på samme måde gøre i andre større byer,” siger Sune Pedersen 

Anderledes afholdning af arrangementer

Mange af byens normale arrangementer, som fælles ”open by night”, er ændret grundet corona-smittefaren. 

”I stedet for at have en dag, hvor alle butikker kørte tilbud, så har det været over tre dage,” fortæller Lise Resse. Det har de været nødt til at gøre for ikke at samle for mange mennesker på en gang. ”Det må vi ikke, og det har vi heller ikke lyst til.”

Hammel Handel har gjort et stort nummer ud af at fortælle borgerne, at det er sikkert at handle i Hammel. Avisannoncer og Facebookopslag skal være med til at gøre borgerne opmærksomme på, at de stadig er der, så der fortsat kan være et lokalt byliv. 

”Det er vigtigt, at vi fortæller, at vi stadig er her. Vi er ikke igennem corona-krisen, men nok kun midt i den,” siger Inge Resse.