Det har store konsekvenser for biograferne, at flere film udskydes på grund af coronakrisen. Det mærker de i Fotorama i Hammel, hvor der ikke er lige så mange gæster, som der plejer. Men det skræmmer ikke bestyrelsesformanden, Lars Tandrup Christensen, der er fortrøstningsfuld for fremtiden.

af Simon Sandholm

Den nye James Bond film, No Time To Die, er en af de film, der har været længe ventet på biograflærrederne, men den er nu udskudt indtil 2. april næste år. Det har betydet lukning for flere biografer omkring i verden, men det er ikke noget, de tager så tungt i Hammel.

“Jeg plejer at sige som tommelfingerregel, at vi har ti film om året, som giver penge. Rigtig mange penge. Og resten er jævnt kedeligt,” siger Lars Tandrup Christensen, bestyrelsesformand i Fotorama i Hammel.

Fotorama i Hammel har på grund af corona-krisen haft problemer med at lokke gæster i biografen. Det samme er tilfældet for mange andre biografer i både Danmark og resten af verden. Men selvom de har haft lukket i lang tid, er der fremgang i antallet af besøgende igen.

Det er blandt andet på grund af den nye danske film Druk af Thomas Vinterberg.

“Vi har lige nu mellem 80 og 90 gæster inde hver dag og se Druk, og selvom det er en Biografklub Danmark-film, og den derfor er halv pris, er vi fortrøstningsfulde,” siger Lars Tandrup Christensen. 

Det har været en stille opstart efter genåbningen, men det har Lars Tandrup Christensen en simpel forklaring på.

“Folk har jo været lidt småbange her i starten efter genåbningen, og der har været nogle dårlige film, eller ikke dårlige film, men vi mangler jo James Bond,” siger Lars Tandrup Christensen.

Fotorama er ikke pressede, fordi de stadig har penge på bundlinjen, så konkursen er stadig langt væk modsat nyligt lukkede biografer som Cineworld i USA og Storbritannien.

“Vi tjener jo ingen penge. Vi har haft et direkte tab på 70-80.000, men vi er stadig fortrøstningsfulde for fremtiden,” siger Lars Tandrup Christensen.